Vi får mange henvendelser fra kvinder, der gerne vil strikke en dåbsklud til barnebarnet eller oldebarnet, og som vil gøre noget særligt ud af det ved f.eks. at brodere barnets navn og dåbsdato på dåbskluden, for på den måde give en helt personlig gave til dåbsbarnet.
Når også kirkerne har taget idéen med den håndstrikkede dåbsklud til sig, handler det ikke blot om det, der vedrører selve dåbshandlingen, men også om at idéen giver mulighed for at skabe et rum for diakoni.
Derfor mødes nu, i mange kirker, grupper af kvinder for at være sammen om dette nye tiltag, hvor man ikke alene strikker dåbsklude, men samtidig bliver del af et særligt fællesskab.
Hos Dåbskluden får vi mange tilbagemeldinger fra menigheder, om den store interesse der er for kirkernes strikkecaféer hvor man strikker dåbsklude, og vi hører igen og igen om den glæde, deltagerne giver udtryk for.
Men vi mærker også en stor glæde hos de familier der får en fin, håndstrikket dåbsklud med hjem på dåbsdagen. Som en gave fra menigheden; til minde om selve dåbsdagen og til påmindelse om det løfte der er givet i dåben.